|
S/S Scotia
Folketællinger
1916
1921
1925
1930
U-23
Otto Kretschmer
|
Da jeg var barn og var på besøg hos min
bedste, hang der i den fine stue et billede på væggen, det forestillede en
matros fra Flåden, det billede har altid fascineret mig, så derfor har jeg
besluttet mig til at fortælle om Harald Victor
Rasmussen. Også fordi at min far Harald Viktor Jørgensen er
opkaldt efter ham. HVR mistede livet da han var letmatros på skibet S/S
Scotia, da det blev torpederet i 1939.
Harald Victor Rasmussen blev født på den Kongelige
Fødsels og plejestiftelse den 30. november 1915, som barn nummer 1342.
Moderen var patient nummer 1375, hun var 18 år gammel. Plejehjælpens nummer er 732.
Mor og barn udskrives den 16. december 1915. I kirkebogen for Rigshospitalet
1915-1916 (opslag 79) står der at han er døbt i Lyngsaa Kirke den 7. maj
1916.
Her finder vi ham så igen Albæk 1913-1921 opslag 18,
her er moderen opført som patient nr. 1375 ugift, i bemærkninger står der,
at barnet opholdt sig ved dåben i Voersaa by.
Fadderne ved dåben var:
Pige Marie Karoline Kristensen af Lyngsaa
Missionshus.
Husejer, fisker Jens Robert Julius Jensen
og hustru Mathilde Nielsine født Kristensen
Husejer, Skrædder Jens Peter Jensen
Fisker Jens Jørgensen
alle 4 af Voersaa by
Hvorfor HVR endte i Voersaa, må så
familie historien fortælle, og her er det fadderen Jens Jørgensen der er
holdepunktet. Jens "dansk" Jørgensen er min bedstefar og han havde en halv
søster født i 1. september 1897, hun var datter af
Ane Kirstine Christensen
"Stinne Dansk" og selvudlagt barnefadder indesidder enkemand Niels
Rasmussen. Hun blev døbt Nielsine Marie Rasmussen den 12. november 1897 i
Albæk kirke. Hun er HVRs mor, hvem hans far er står hen i det uvisse.
Hans opvækst foregik hos hans
bedstemoder og onkel, hvor vi finder ham sammen med sin mor i
folketællingerne i 1916 og 1921, hans mor bliver gift 30. december 1924 i
Albæk kirke, med arbejdsformand og enkemand Sophus Frederik Andreas Jensen
og i 1925 og 1930 kan jeg ikke finde ham i folketællingen. Om han er sendt
ud for at tjene eller er flyttet med sin mor, ved jeg ikke.
Da han konfirmeres 6. april 1930
i Albæk kirke står han mor stadigt til at være patient 1375.
Hvad der sker fra hans konfirmation til
den 7. december 1939, har jeg ikke lige nu kunnet finde, men i følge hans
billede har han været omkring Flåden, inden han, som letmatros omkommer på
Nordsøen, efter hans skib S/S Scotia er blevet torpederet af den tyske ubåd
U-23.
Resten af historien er tekster fra internettet.
Jeg har lånt den her Tekst fra M/S
Museet for Søfart hjemmeside:
http://www.mfs.dk/
Torpederingen i Nordsøen 7.
december 1939
Kort efter 2. verdenskrig begyndte i september 1939 blev flere danske skibe
sænket som følge af krigshandlingerne.
Den 7. december indtraf det værste danske forlis krigen endnu havde kastet
af sig.
Sent om aftenen var det begyndt at blæse op i Nordsøen. SCOTIA fulgtes med
et andet DFK-skib, S/S HAFNIA. De to skibe var på vej til Scotland for at
hente kul. Kl. 23 besluttede SCOTIAs kaptajn E. A. Nielsen sig for at gå til
ro. Inden han forlod broen bad han den vagthavende styrmand om at vække ham,
hvis noget usædvanligt skulle indtræffe. Kaptajnen lagde sig på sofaen i
hans kammer men omkring midnat blev han pludselig vækket af en voldsom
eksplosion. Han var fortumlet, han lå ikke længere på sofaen men var blevet
kastet over i den anden ende af kammeret. Alt inventar i kammeret var
splintret.
Kaptajnen løb op på dækket, hvor dæksbelysningen var slukket og fløjten
konstant lød med en øredøvende larm. Her fandt han 1. styrmanden, men larmen
fra fløjten var så øredøvende, at kaptajnen måtte opgive at gøre sig selv
forståelig. Herefter forsøgte han at komme op i styrhuset for at tænde
nødbelysningen til redningsbådene. Men styrhuset var blevet splintret af
eksplosionen. Han løb derefter ned til redningsbæltekassen, hvor en del af
besætningen var ved at iklæde sig redningsbælter. Kaptajnen beordrede dem
til straks at gå i bådene, da forskibet allerede lå meget dybt i vandet.
Herefter løb han ind i passagerkammeret og greb her to sække med olietøj og
konservesmad. Den ene sæk blev givet til de fra besætningen, som ville gå i
redningsbåden til bagbords og kaptajnen tog den anden sæk med til styrbords
redningsbåd. På vej til redningsbåden faldt han og tabte sækken, der blev
væk i mørket. På bådedækket opholdt hele mandskabet sig ved bagbords
redningsbåd, skønt den lå i vindsiden. Det var aldeles vanskeligt at få
båden i vandet og panikken begyndte at brede sig i mørket samtidig med at
havet åd sig hastigt ind på skibet.
Kaptajnen prøvede uden held at få mandskabet til at opgive den bagbords
redningsbåd og i stedet forsøge sig med at sætte redningsbåden i
styrbordsside i vandet. Kun 2. styrmand Tobiassen lod sig overtale. Han var
ved eksplosionen blevet slået i dækket af en bjælke, men havde til alt held
haft kræfter til at rejse sig igen. Sammen lykkedes det for de to mænd at få
sat styrbords redningsbåd i vandet.
Da båden var kommet i vandet løb kaptajnen tilbage til bagbords side. Men nu
var redningsbåden her væk og bådedækket helt tomt for mennesker. Han løb
derefter tilbage til styrbords side, hvor han fandt at Tobiassen nu lå i
vandet mens han klamrede sig til redningsbåden. Kaptajnen lod sig fire ned i
båden og fik med stort besvær hevet 2. styrmanden ind i sikkerhed. Nu gjaldt
det om at komme fri af SCOTIA, der allerede lå meget dybt i vandet.
De var kun kommet ganske kort væk, da damperen rejste sig i vandet og med
forskibet lodret op sank ned i dybet. Der var kun gået 3-5 minutter fra
eksplosionen til SCOTIA var forsvundet under havoverfladen. [3]
Skibbrudne
Efter at kaptajn Nielsen og 2. styrmand Tobiassen var kommet til sig selv
fik de øje på S/S HAFNIAs lanterner og kunne høre, at der tæt ved blev råbt
mange gange fra flere forskellige stemmer ”Hafnia ohøj!”. Det var mandskabet
i den anden redningsbåd, der desperat forsøgte at fange HAFNIAs
opmærksomhed.
Det stormede og redningsbåden tog vand ind. De to danske søfolk begyndte at
øse og fik tændt flere nødblus. På et tidspunkt så det ud som om, at HAFNIA
havde fået øje på dem og var ved at komme dem til undsætning, men skibet
forsvandt i mørket. Hvad de overlevende fra SCOTIA ikke vidste, var at den
tyske ubåd, der havde torpederet SCOTIA, var dykket ud og havde optrådt på
en sådan måde, at HAFNIA ikke turde fortsætte eftersøgningen.
Blæsten og bølgerne tog til og stemmerne fra den anden redningsbåd
forsvandt. Det var det sidste nogen siden har hørt eller set til de andre
besætningsmedlemmer fra SCOTIA. I Nielsen og Tobiassens redningsbåd var
situationen også alvorlig. De mange bølger havde gjort stormtændstikkerne
våde og ubrugelige, så de kunne hverken sende nødraketter og eller tænde
lanternen.
De forsøgte uden held at undgå at de mange bølger slog ind i båden ved at ro
den op imod søen, men uden held. Da det begyndte at lysne fik de to
skibsbrudne søfolk held til at rejse en mast med en sæk på toppen.
Fjorten timer efter at være blevet torpederet blev kaptajn Nielsen og 2.
styrmand Tobiassen fundet af den svenske damper LILY. Kort efter fik kaptajn
Nielsen øje på SCOTIAs tomme redningsflåde, men den anden redningsbåd blev
aldrig fundet. 19 danske søfolk var døde.[4]
Krigshelt?
Det var den tyske undervandsbåd U-23 under kommando af kaptajnløjtnant Otto
Kretschmer, der stod bag sænkningen af SCOTIA. Ifølge folkeretten var det
forbudt at sænke neutrale skibe.
Danmark var ikke krigsførende, og selvom skibet var på vej til Scotland, var
det ikke tilladt at sænke skibet medmindre at det førte varer, som kunne
bruges i krigsøjemed. Men SCOTIA sejlede i ballast, dvs. skibet havde ingen
last om bord.
Samtidig havde ubåde en forpligtelse til at varsko et civilt skib, når det
agtede at sænke det. Angrebet på SCOTIA var kommet uden varsel og
kaptajnløjtnant Otto Kretschmer havde ikke sikret sig hvorvidt SCOTIA førte
en last der havde krigsmæssig værdi for briterne. Den tyske flådeledelse
havde allerede kort efter krigen var brudt ud opfordret sine ubådschefer til
at føre en aggressiv kamp imod overfladeskibe.
Det kan næppe påstås at Kretschmer ikke vidste, at SCOTIA var neutralt.
Skibet var markeret med store danske dannebrog og der var malet Danmark på
siden. Samtidig havde den tyske ubåd længe skygget det danske skib for
allerede ca. en halv time før skibet blev torpederet havde ubåden afskudt en
torpedo mod SCOTIA, som havde ramt forbi. Det gjorde heller ikke sagen bedre
at U 23 dukkede op til overfladen efter torpederingen og med en aggressiv
adfærd fortrængte HAFNIA og et andet skib fra at søge ind til forlisområdet
for at lede efter overlevende.
Havde HAFNIA haft mulighed for aktivt at eftersøge forlisstedet kunne man
måske have reddet den anden redningsbåd, som man må formode siden væltede i
det tiltagende blæsevejr.
For Otto Kretschmer var sænkningen af SCOTIA medvirkende til, at han efter
at togtet var afsluttet en uge senere kunne modtage medaljen Jernkorset af
2. grad fra admiral Karl Dönitz. Kretschmer overlevede krigen og blev siden
en højtstående officer i den tyske flåde efter krigen. Kretschmer blev
aldrig retsforfulgt ved Nürnbergdomstolen for brud på folkeretten ved
sænkningen af SCOTIA.
Fra en anden hjemmeside fandt jeg
den her
S/S Scotia af København, 2400 Reg. T. Br. Bygget 1923 af Stål. På rejse fra
København til Burntisland i Ballast.
Forlist efter Eksplosion d. 7/12 39 i Nordsøen; 19 Omkomne.
Kl. ca. 0005, da Scotia, der var i Følge med S/S »Hafnia« af København,
befandt sig paa 57°18 ' N. Brd., 2°14 ' Ø. Lgd., indtraf en voldsom eksplosion, og Skibet begyndte straks at synke.
Besætningen gik straks i Bådene, Føreren og 2. Styrmand kom i Styrbords
Redningsbåd og den øvrige Besætning i Bagbords Redningsbåd, og efter 3—5
Minutters Forløb sank Scotia.
D. 8/12 Kl. 14 blev Føreren og 2. Styrmand optaget af en svensk Damper, der
landsatte dem i Kopervik. Da der intet er set eller hørt
fra den øvrige del af Scotias Besætning, maa Bagbords Redningsbåd antages at
være forlist med alle ombordværende.
Af en af Hafnias Besætning afgivet Forklaring fremgaar, at Kl. ca. 23 GMT.,
da Hafnia. befandt dg paa ca. 7°31 ' N. Brd., 2°17 ' Ø. Lgd. og havde
Scotia i en Afstand af ca. 1,3 Sømil, hørtes en Eksplosion, og Scotias
Lanterner forsvandt med Undtagelse af Lysene agter. Roret blev lagt hårdt
Styrbord og Kursen ændredes mod Scotia, samtidig med, at Bådene blev gjort
klar til Udsætning. Fra Scotia hørtes en svag, stærkt aftagende
Fløjtetone, som besvaredes med 1 kort Tone med Dampfløjten. Ca. 10 Minutter
efter Eksplosionen var hørt sås noget, som blev antaget for Scotias
Agterende; men som
straks efter forsvandt; samtidig hørtes Nødråb tværs om Bagbord. antagelig
2—3 Skibslængder borte. Kursen ændredes således at Hafnia holdtes
gående med Vind og Sø lidt ind om Bagbord, og Skibet antoges at måtte drive
hen over Ulykkesstedet. Der sås en Del Vragrester og døde Fisk.
Styrbords Redningsbåd blev bemandet,
og Affiringen påbegyndtes, men i det samme sås et Par Blink, som senere gik
over til at vise fast, kraftigt Projektørlys, der hurtigt nærmede
sig, og som viste sig at hidrøre fra en undervandsbåd, der løb op langs Hafnias Styrbords Side i en Afstand af ca. 1
1/2 Skibslængde. Da U-Båden var ca. 2 Stregerforan for tværs, slukkedes Lyset.
Da det med U-Båden i Nærheden blev anset for farligt at sætte Båd på Vandet,
blev afliringen af Redningsbaaden stoppet. Hafnia
holdtes gående på Ulykkesstedet, idet der holdtes skarp Udkig. Ca. 15 minutter senere sås U-Båden påny uden Lys kommende langsomt op paa Styrbords
Låring og passerede Hafnia på Styrbords Side i en Afstand af ca. 1
1/2 Skibslængde. Da
U-Båden var forsvundet, blev Hafnia manøvreret rundt, for at gå tilbage i Læ
af Ulykkesstedet; men da s kibet var vendt, sås en kraftig,
afvisende Blinken med Projektør. Maskinen beordredes
straks Fuld Kraft Bak, hvilket blev tilkendegivet med 3 korte Toner med
Dampfløjten. Kort efter beordredes Maskinen Fuld Kraft Frem og Roret blev
lagt hårdt Styrbord, hvilket blev tilkendegivet med 1
kort Tone med Dampfløjten, og Skibet holdtes derefter op mod Vinden med
mindst mulig Styrefart. Bagbords redningsbåd blev affiret til Lønningshøjde. Under Affiringen sås paany
kraftige, antagelig afvisende blink med Projektøren fra U-Båden, der lå
agterude. Efter at Hafnia i ca. 1 1/2 Time havde krydset ved Ulykkesstedet,
besluttedes det at holde Skibet gående i Nærheden af dette indtil daggry. Kl. ca. 8 påbegyndtes
påny Eftersøgning, og der observeredes en Del Vraggods. Fra Kl. ca. 11
sejledes langsomt
for Vejret for Eftersøgning af Både eller Flåder, som drev for Vinden. Kl.
ca. 1245 blev det efter et afholdt Skibsråd besluttet at indstille eftersøgningen og fortsætte Rejsen.
De omkomne er:
1. Styrmand Achen,
1. Maskinmester Thorvald Andersen,
2. Maskinmester Hans Lars Holger Hansen,
Maskinassistent Børge Hansen
Hovmester Rysgaard alle af København,
Kok Truels Georg Flaathen Nielsen af Aarhus,
Messedreng Aksel Henry M. Knudsen af København,
Matros Otto Christiansen af Herning,
Matros Viggo Hansen af København,
Matros Hagbard Emanuel Poulsen af Dronningslund,
Matros Knud Edmund Olsen af Svendborg,
Letmatros Harald Viktor Rasmussen af Voersaa,
Letmatros Orla Ivar Olesen af Fristed Gørløse,
Ungmand Villy Niels Kristian Christensen af Aarhus,
Fyrbøderne H. A. Sørensen og Harry P. C. Frederiksen begge af København,
Fyrbøder Jens Møller Nielsen af Randers,
Fyrbøder Valdemar Johannes Jensen af Vestbirk
samt Fyrbøder Franz Kuzniar af Gotenhafen.
http://uboat.net/men/kretschmer.htm
|
Journal fødselsstiftelsen
Kirkebog Rigshospitalet
Kirkebog Albæk dåben
Konfirmation
morens vielse
|
